HISTORIEN

Sæby Roklub

I 1948 fik en gruppe unge mænd den ide, at man ville starte en roklub i Sæby, og den 20. april blev der holdt stiftende generalforsamling på Hotel Dania. En af initiativtagerne Flemming de Fine Licht blev valgt som formand, og kasserer blev Frede Jacobsen. Den øvrige bestyrelse kom til at bestå af Poul Mørk, Olav Knudsen og Kai Møller (guldsmed). Man havde selvfølgelig ingen klubhus, så man lånte Sæby Skibsværfts værksted som bådehus og omklædningsrum. Man havde kun én båd (Neptun), og den blev hejst op under loftet, og man klædte om i høvlspånerne. Redningshusets slæbested blev benyttet til at sætte båden ud fra – det var en lang tur at slæbe båden frem og tilbage!

I efteråret 1948 købte vi en barak (tyskernes efterladenskab) på Knivholt flyveplads. Pris 3000,-. Vi skulle selv skille barakken ad og transportere den til Sæby. Vi brugte vel 3 Weekender til det, og så gravede vi ud til sokkel og støbte den. Ingeniør Knudsen lavede tegning til byggeriet. Poul Mørk var tømrermester, vi andre håndlangere. Vi arbejdede hver Weekend, og i juni 1949 kunne vi indvi huset, fortæller Hans Jørgensen, der har været med helt fra starten.

Han var bl. a. også med i 1951, da klubben havde en 4-åres (Dan) på langtur i Norge.
Vi roede først til Frederikshavn, hvor vi skulle med til Larvik. Da vi havde fået båden ombord på bildækket, kom styrmanden og sagde, at det kunne der ikke være tale om. Ud med båden igen og ned i vandet, og så blev den firet op på passagerdækket, medens Svend Madsen (Basse) stod i den for at forhindre at den gik imod færgen. Turen i Oslofjorden var på omkring 350 km, og det øvrige bådehold bestod af Svend Harald Jensen, Niels Urmager og Bent Abildgård. 1951 er for øvrigt stadig rekordår rent kilometermæssigt; ca 16.500 km!

Kanindåbene blev dengang holdt ude ved svømmeklubben, og det var, som det jo stadig er i dag, en stor folkefest med masser af mennesker.

En roklub bliver til en Ro- & Kajakklub

Af John Wøhlk

2001 startede med indkøb af yderligere 4 havkajakker. For vi havde hurtigt fundet ud af, at med Kattegat lige uden for døren, er havkajakken særdeles velegnet hos os. Desuden var ungdoms-roerne helt vilde med at lege i de temmeligt store bølger efter Stena Line’s hurtigfærger, og det var turkajakkerne ikke særligt velegnede til. I løbet af året kom yderligere 3 på instruktørkursus, og snart var vi invaderet af nye medlemmer. Vi anskaffede os yderligere 3 kajakker, så vi nu rådede over 15, men alligevel blev vi nødsaget til at indføre medlemsstop, da antallet af kajakker slet ikke slog til.

Denne aktivitetsforøgelse har givet os nogle praktiske problemer. Vores omklædningsrum er alt for små, og med kun l bruser i hvert rum, kan vi i dag godt sammenligne omklædning og bad med “sild i tønde” (i hvert fald hos pigerne). Vi fik også en ny beklædningsdel i klubben, for snart hang der dryppende neoprendragter (krops push up) over alt, noget som vi har opdaget, at ikke alle klubber bruger, men hos os har næsten alle en neoprendragt. Da standeren blev strøget for 2001 var antallet af kajakroere øget til 37.

På generalforsamlingen 2002 blev yderligere et par kameler slugt, og pludselig hed vi Sæby Ro- & Kajakklub. Standerhejsningen startede med dåb af en K2 havkajak og så var muligheden for yderligere indkøb udtømt. For vi har ikke fysisk plads til flere almindelige kajakker. Vi går med byggeplaner, men da klubben ligger på et fredet område, er det en temmelig omstændig affære. Sæby Kommune gav os de nødvendige dispensationer til vores første projekt, men vi fik afslag fra Nordjyllands Amt og Naturklagenævnet. Heldigvis har Danmarks Idrætsforbund lovet at hjælpe til med ansøgninger og tilladelser, til et forsøg mere.

Yderligere 3 hjælpeinstruktører kom til, og godt det samme, for i slutningen af maj inviterede vi 7. klasserne i Sæby på introweekend, ud af 90 mulige elever mødte 18 op til en forrygende weekend, hvor de kunne prøve at ro både forlæns og baglæns. l Snart var der unger i 14 års alderen over alt, nogle forsvandt igen og andre kom til – det var næsten som at åbne for en sæk lopper. Unge i den alder er frygtløse, grønlændervendinger kunne ikke læres hurtigt nok, og da vi i slutningen af august lånte Aalborg Kajakklub’s polokajakker, var de helt ellevilde – det tiltaler åbenbart deres lyst til leg. Udspring fra havnekajen (ca. 3 meter) var hurtigt den eneste måde at komme i vandet med kajakkerne på, og efter en uges tid sagde havnefogeden stop. Ikke flere udspring, ellers blev vi smidt ud af havnen. Selv om vi ingen mål havde, eller en afmærket bane, gik de til den med en energi, så vi andre blev helt trætte bare af at se på. Vi nåede også at give opvisning til et ungdomsmidnatsdiskotek i Østervrå Svømmehal, hvor især udspring fra 3 meter vippen med polokajakkerne imponerede.
Efter at vi afleverede polokajakkerne igen, har et af de hyppigste spørgsmål til bestyrelsen været: “Hvornår skal vi have polokajakker her i klubben”? Det eneste minus med det store rykind af unge var, at vi mistede kajakroere i den modne alder. Så i år vil vi lave en ungdomsaften og en senioraften, så der ikke er slagsmål om kajakkerne aldersgrupperne imellem.

Trods afgang af enkelte medlemmer, endte vi med 53 kajakroere, og sammenlagt har vi nu langt over 100 medlemmer, flere end der nogensinde tidligere har været i klubben. I samme 3 års periode har vi også anskaffet en brugt 2 åres inrigger, 2 dobbelt og 2 single scullere, samt 3 concept II roergometre.
Til denne sæson har vi købt 2 Eskimo Gekko polokajakker og håber at komme i betragtning, når DKF uddeler Børne- og Breddemidler, så vi kan få anskaffet de sidste 8 med udstyr. Heldigvis kan polokajakkerne stå lodret, så det er lykkedes os at finde plads til dem i bådehallen. Hvis vi får støtten til polokajakkerne, regner vi med, at vi er klar med et hold i løbet af sommeren.

Vi kan kun opfordre andre roklubber til at få kajakroning på programmet, hvis der ikke er en kajakklub i området. Så kan medlemmerne tilbydes to sportsgrene for samme kontingent, for i vores klub kan de fleste ro både forlæns og baglæns. Det giver en øget aktivitet og er åbenbart selvforstærkende. Selv vores vinteraktiviteter, svømning og ergometerroning, har fremgang. Men klubben er nødt til at gå helhjertet ind i et sådant projekt, afsætte de nødvendige penge og lade de to sportsgrene være ligeværdige i klubben. For Sæby Ro- & Kajakklub’s vedkommende kan kajakkernes indtog kun betegnes som en succes.

John Wøhlk
Kasserer i Sæby Ro- & Kajakklub
og gammel baglænsroer

60 års jubilæum

i Sæby Ro-& Kajakklub 1948-2008

I efteråret 1948 købte klubben en barak fra Knivholt Flyveplads (efterladenskab fra tyskerne) den blev adskilt og transporteret til Sæby samlet og rejst, og i juni 1949 kunne man indvie det nye klubhus. Dette hus blev væsentlig ombygget og udvidet i slutningen af 80erne, men kendere ved hvor enkelte skillevæge, og bærende dele fra den gamle bygning står. I 1952 kunne klubben købe den første nye båd, en to åres inrigger der blev døbt ”Sæby”, pris 3000 kr. som var lånt i Sæby Bank.

”Sæby” er denne vinter lavet om til en ny bar i klubhuset, og en ny to åres inrigger er indkøbt til erstatning, pris 147.000 kr.

Til sæson start i år 2000 kunne vi tilbyde kajakroning, og klubben råder nu over mere end 40 sæder i kajakker, i år er der købt to nye surf-kajakker af mærket Valley Storm.

Lørdag den 12 april kl. 13.00 er der standerhejsning og jubilæumsreception, hvor vi skal have døbt de nye både, om aftenen er der jubilæumsfest

Nogle erindringer

Af Anders Jørgensen

Jeg er kommet i roklubben fra før jeg kunne kravle, men noget af det tidligste jeg kan huske, er fra årene 62-63. Jeg var med mine forældre ude at spadsere på promenaden, da min far peger ud omkring havnehovederne og siger :”Hvis ikke det var fordi vi kun var i starten af maj måned, så ville jeg have troet, at det var TIP der lå derude med bunden i vejret”! Vi gik videre hen mod roklubben, og nu så vi at det var TIP – med en mand svømmende ved siden af. En båd kom hen for at bugsere båden ind og tage personen op, men han afslog – Han ville selv svømme ind med den. Meget forfrossen og forkommen kom han endelig ind til stranden; det viste sig at være Poul Erik Trudslev, en af klubbens meget erfarne scullerroere. Hændelsen gjorde et meget dybt indtryk på mig, og jeg har altid haft den . største respekt for kombinationen scullerroning og for koldt vand!!

I starten af 70-erne var der den hidtil ringeste aktivitet i klubben – Der var faktisk ingen medlemmer, og efter aftale med Nordjysk Kreds blev vi derfor fritaget for at betale kredskontingent – forsikringerne betalte min far selv! Mine kammerater og jeg manglede af og til et sted at være inden vi gik i byen, og hvad var derfor mere oplagt end at gå ned i klubben; den blev jo alligevel ikke brugt. Vi startede med at sælge, hvad der var af tomme flasker, der lå i skabe og skuffer, og for pengene købte vi en halv kasse øl og en kasse sodavand – Og den legendariske ølkasse, der siden har skaffet klubben flere både, var startet.

Der blev for alvor sat struktur i tingene i foråret 75, hvor der blev valgt en 7 mands bestyrelse. Vi deltog i motionsstævner og kaproning, og vi fik medlemmer på instruktør- og langtursstyrmandskursus. Året efter var vi fem, der roede over 1000 km, bl.a. efter en 10 dages tur rundt i Limfjorden, i alt 360 km i VENDELBOEN (Henrik Gregersen, Frank Høyer, Claus Rye Jensen, John Wøhlk og mig selv).

I slutningen af 70-erne var atmosfæren præget af et utroligt godt kammeratskab samtidig med at der virkelig blev roet meget; klubben måtte af med adskillige sølvårer, og for mig selv kulminerede det rent kilometermæssigt med at jeg i 79 fik guldåren for 1467 km – det er stadig klubrekord. Vi blev også enige om, at østgavlen skulle have udskiftet nogle brædder, men inden vi fik set os om, var der kun de stolper tilbage, vi havde sat ind for at understøtte. Da gik min far, og det var tydeligt at han ikke regnede med, at det nogensinde ville blive til pænt brug igen. Men vi havde en god 3-komponent lim (l del binder, l del hærder og en del Wøhlk), samt lysten til at få noget flot ud af anstrengelserne. Samtidig udvidede vi en lille smule. Varmt vand og elradiatorer blev installeret – det var det rene luksus. Rent festmæssigt lå vi heller ikke på den lade side, og især julefrokosterne tror jeg der er mange, der gerne ville genopleve! Ved klubbens 35 års fødselsdag holdt vi et stort åbent hus, og ved samme lejlighed fik min far overrakt Sæby Kommunes ungdomslederpris samt Nordjysk Kreds Hædersstatuette. Klubben udnævnte ham også ved festlighederne om aftenen på Restaurant “Siesta” til æresmedlem – for øvrigt en god fest, hvor selv det grønne pyntevand til rejecocktaillene blev drukket (John Tikker!)

I midten af firserne kom sidste udvidelse af opholdsstuen til. Takket være vore Å-fester havde vi en god økonomi, men desværre var vi ofte for få til gennemførelsen. Der blev igen gennemført kanindåb ved klubhuset med store optog gennem byen, og de nye kaniner måtte grumme meget igennem før de kunne kalde sig for “ægte roere”. Klubbens 40 års jubilæum løb heller ikke stille af, omkring 100 mennesker var nede at gratulere. Om aftenen var der stor jubilæumsfest på “Svalereden” – Her blev Niels Urmager udnævnt til æresmedlem. Siden hen er taget blevet skiftet med en bedre udnyttelse af loftet. Hvis jeg til sidst skal nævne nogle af de skønneste roture, tror jeg ikke , at jeg kommer uden om fællesturene med Fr.havn Roklub (resultaterne af dem kan jeg jo ikke skjule), de over 20 motionsstævner jeg har deltaget i, og endelig Brattenturene, hvor søvn jo aldrig har været noget af det, vi har fået mest af! Hvis jeg ser fremad, håber jeg naturligvis at ro i “årevis”, men jeg glæder mig især til at lære mine børn at ro, og jeg vil i hvert fald gerne skrive under på sloganet : “EN GANG ROER; ALTID ROER ” !!!