Lørdag morgen d. 3.8 – frisk til hård vind – godt det ikke er en havtur, vi skal på, så var den blevet aflyst. Da alle formalia var i orden med biler ved afgangssted og ankomststed, satte vi kajakkerne i vandet ved rastested Præstbro kl. 10. Vejret var lige tilpas lunt. Vi startede vores sejlads ad den snævre snoede vandvej med mange hårnålesving, så vi skiftevis havde medvind, modvind og sidevind – og en gang imellem ud at hilse på brinken og sivene. Kajakken skulle helst ikke komme på tværs af åen, for så sad den fast i begge ender. Vandstanden var lav, men det var vist heldigt nok, ellers var vi blevet fejet ud at kajakkerne af lavthængende grene fra træerne og Flemming skulle have haft sin ”folde-sammen-sav” i gang.

Ved rastested Fæbroen hev vi kajakkerne på land og nød vores madpakker, og efter en lille times tid, satte vi kajakkerne i vandet igen. Nu blev åen bredere, næsten en hel motorvej i forhold til den første strækning og de mange sving ”rettet ud”. Til gengæld var der andre forhindringer, så som små bitte vandfald, store sten og store træstubbe, som man ved normal vandstand ville sejle hen over, som vi måtte uden om. Vi fortsatte helt ud til havet, der stadig viste tænder, så vi skyndte os tilbage til Voerså havn, hvor vi efter 15 km og lange arme trak kajakkerne op kl. 13.30.

Det var en rigtig idyllisk tur – det må være som at sejle på Amazonfloden. Vi mødte desværre ingen oddere, men hilste da på et par vandstære. Tag selv en tur på Voer Å eller tag med næste gang kajakklubben arrangerer turen – vi 4 nybegyndere kunne sagtens klare åen uden at få våde tæer.
Tak til Flemming og Kim fra Kaj, Knud Erik, Kurt og Lena

Hilsen Lena